Eksempler

Mattis Størssøn ( ) Mattis Størssøn eller Matz Storssen (født ca. 1500, død 1569) var først lagmann på Agdesiden, men fra 1539 til 1569 lagmann ved Gulating i Bergen og befalingsmann på Utstein kloster. Han hørte med blant Bergenshumanistenes krets og opptrådte også sagaoversetter.

DEN NORSKE KRØNIKE. om de fremfarnne Konger, Herrer och Førster, som hafue veldeligenn regieredt och styredt Norriges Rige, vddragenn af denn gamle Norsche paa Dansche vedt (utg. 1594) Haralldr haarfager wor thi aar gamel then tiid att hans fader Halfdan suarthe døde, och han bleff tagen till konning. Da wore ther mange høffdinger som vilde trenge hannom fraa rigitt, som hans fader haffde vndertuingit sig. Och forsamlede sig alle the fire kon-ninger, Gandallff, Haugin och Frode, konning Øystens sønner aff Heidmarcken, och Haugin Kaaresøn paa Ringerige paa eit sted, och wilde raadsla huorledis the kunde komme Harald konning aff dage. (…) Ther konning Harald kom nogitt till alders, da sende hand bud till kongens dotter aff Hordeland wid Bergen som hedt Gødhe, och wilde haffue hende till sin frille. Den tiid hun forstod theris ærinde, tha suarde hun saa: Ingelunde will ieg saa spille min jomfrudom, att tage then konning till mand som icke haffuer mer land eller rige, wden ett fylche eller to. Och sende hannom saadan bud igen, och sagde: Jeg will vel vere hans echte hustru om han vill giøre thett for min skyld, att tuinge vnder sig alt Norriges rige, raade och regere thett liige som koning Gorm ij Danmarch och konning Erich i Suerrige, tha ber han icke forgeffuis kongenafn.

Absalon Pederssøn Beyer ( ) Absalon Pedersson Beyer, også kalt magister Absalon, var en norsk prest, historiker, forfatter og lærer. Han ble født i Aurland og døde i Bergen. Beyer var en av Bergens mest sentrale humanister. Som førstegenerasjons luthersk skolert teolog bidro han sterkt til den åndelige reformasjonen i Norge.

Om Norgis Rige (ca. 1570) Seer mand oc til Findmarchen, daa er det mest öer liggendis vdi haffuet, oc er eit vfructsomligt land med korn, fordi sommeren er der saa stackit, at det kand der ey voxe. Dog haffuer gud vdi andre maade med sine guddommelig gaffuer det beprydet, först at mand kand see solen klarligen med sine öyen den högste sommer igennom, saa vel om natten som om dagen, saa at hun gaar icke vnder, oc fremmede folck som komme did, skiffte offte natten til dagen, endog at der er ingen nat. Oc om vinteren, naar hand er paa sit högeste oc maanen skinner der, daa skinner hand saa vel om dagen som om natten, oc de haffue altid lius at see aff. Der nest faar mand der herlig fisk, som vide föris j andre land: mand faar der den lystige oc fede raff (som smager saare vel j lybsk oc hamburgisk vinkellere, oc end j Bremen oc andre steder flere), reckling, item rocker, spord oc hine store huale, rosmer, med deris huder oc tender, oc andre vnderlige ting. Der er oc eit slags diur, mand kaller rein. Der faar mand röde, huide, sorte oc blackede reffuer. Der seer mand silde bergen den gandske sommer vdi haffuet, huorlunde de spele, der faar mand oc hine huide kobber oc mange andre herlige gudz gaffuer, som er haabrand, haakerling, aff huilchen mand faar lyse, som föris vide vden landz.

Slutt